De to ting som jeg fortryder at jeg har gjort

Vi har alle samme været i situationer, som vi var mere eller mindre stolte af. At vokse op komme ikke uden skrammer, og nogle gange skal vi lære tingene på den hårde måde. Fordi efterfølgende vil det forevigt bliver siddende i vores hukommelse.

Hvis du skulle kigge tilbage på dit liv, har du så nogen episoder som dukker op? Jeg har to episoder, som umiddelbart popper op, når jeg tænker tilbage..

Jeg brugte næsten et år på at græde over nogen, som ikke ville have mig

Da jeg gik i gymnasiet, havde jeg en ven. Han startede som en god ven, som jeg langsomt forelskede mig i. Han kunne få mig til at græde af grin, vi delte en passion for at opdage ny musik, og han lignede en model. Det checkede alle boksene for en 17-årig pige.

Han var dog sammen med mange andre piger. Jeg var med på sidelinjen, som hans moralske støtte og lomme-psykolog. Der indså jeg, at jeg var usynlig for ham, og endte med at knuse mit eget hjerte. Jeg var deprimeret, og jeg græd ofte, når tænkte på det om aftenen.

Der er studier som viser, at hjertesorger er med til at skabe store udsving i din hjerne og hormoner. De kan være så store, at det påvirker kroppen på samme måde som et hjerteanfald. Din hjerne opfatter din emotionelle smerte på samme vis som fysisk smerte.

Er du klar over, hvor meget energi din krop bruger på det ?

Det er til at forstå, hvordan nogen mennesker ikke kan komme ud af sengen, når de har hjertesorger.

Når jeg kigger på dengang, ville jeg have ønsket, at jeg ville have rækt ud til dem som elskede mig.

Jeg troede, at jeg skulle klare den selv. Det eneste der kommer ud af det, var blot fustration og en forstærket følelse af ensomhed. Der er ikke nogen som tænker værre om dig, fordi du afslører, at du ikke er perfekt. Det er ingen af dem omkring dig. Hvis jeg skulle sige noget til mig selv tilbage i gymnasiet, ville jeg sige;

En anden persons mangel på at se din værdi, er ikke en reflektion af virkeligheden.

Jeg tog ikke min skole seriøst

Det var til tider, umådeligt kedeligt for mig at være i skole. De fleste dage var lange, og gik ud på at blive undervist i ting, som jeg ikke fandt interessante eller relevante.

Jeg elskede at være der dog. Alle mine gode venner var der, og jeg havde et godt forhold til mine lærere.

Når jeg kigger tilbage, så var det ikke fordi, at jeg ikke kunne følge med. Jeg kunne bare ikke finde sammenhængen mellem den information vi blev fordret, og den virkelighed hvor jeg skulle bruge den.

Den attitude, satte mig tilbage utroligt langt tilbage. Ikke blot i en skolemæssig sammenhæng, men også i andre.

Fordi det handler ikke bare om materialet som du bliver præsenteret for. Det handler om at lære at kunne være deciplineret nok til at vide, at det fungerer som en byggeklods til noget andet. Noget som er tættere på, hvad du virkelig interesserer dig for.

Det er okay at indrømme at nogen emner bare ikke er interessante. Du kan have sagtens en anden levevej, som ligger udenfor det traditionelle uddannelsessystem.

Det har jeg også gjort nu, men når jeg kigger tilbage ville jeg ønske, at jeg kunne have set at der er flere veje til Rom

Hvis jeg skulle sige noget til mig selv dengang, så ville jeg nok sige;

Jo mere du udsætter dit arbejde nu, jo større byrde kommer der senere

Hvad har du gjort, som du fortryder, og hvad lærte du af det ?